Du lille flok i fjerne nord,
trofaste folk blandt sagas fjelde!
Lad højt din stemmes strøm fremvælde
fortrøstningsfuld i jubelkor!
Hist under templets høje bue
með barmen fyldt af hellig lue
:,: din konge knæler for sin gud. :,:
Kong Christian sværger hellig ed
ved altret for den evighøje
og tillid stråler i hans øje,
på panden hviler kraftens fred:
„Til lykken jeg mit folk vil føre,
kun sandhed ønsker jeg at høre,
:,: jeg elsker Eder en og hver. :,:
Kong Christian rækker ud sin arm
og griber kæk det tunge smykke –
hans stjerne spår ham held og lykke
og mandigt slår hans stærke barm –
nu pryder Danmarks kongekrone
en tinding værd den største trone,
:,: den vise faders for sit land. :,:
Hil dig, o drot, på kongestol!
Er herligt end dit gyldne smykke,
Gud gav dig dog en bedre lykke,
din smertes trøst, din glædes sol;
han gav dig mild den favre, blide,
den ædle kvinde ved din side,
:,: din elskede Amalia. :,:
O dronning, i din højheds glans!
Vær hilset, milde herskerinde!
Mer yndigt dufted’ ingensinde
en blomst i fromheds rene krans.
Gud give dig den fryd at smage
ret mange skønne fødselsdage,
:,: at leve lykkelig som nu! :,: