Når gravens lynglimt om vor isse blinke
og tordenen går på herrens himmel frem,
vi skælve, indtil aftenens stjerner vinke
vort øje højt til lysets fjerne hjem;
da – livets ophav! du unævnelige
og albarmhjertige! vi se dit „bliv!“
Ja, døden er kun åndens himmelstige
til evighedens rene, fulde liv.