Festlige, favre dage
så fulde’ af munterhed,
I svandt! I svandt så fage
og sank i vesten ned!
Nu stimle’ op af østlige vover
alle stjerner små,
de vil mens dagen sover
danse på himlens blå.
 
Men julens stille stjerne,
den står i delte sky
og smiler fra det fjerne
henover land og by,
langt udi østerlande
den søger på bjerg og skov
og vil over hytten stande
hvor julebarnet sov.
 
Smil ned, du nattens lue!
Smil ned til dunkle jord
fra himlens høje bue
hvor herren oppe bor –
hvor snehvide englebørn danse
på månens gyldne rand
og række stjernekranse
til jordens frelste mand.
 
Blandt dem skal alle komme
som elsked’ far og mor,
var glade, gode, fromme
og gavned’ herpå jord.
Der får de på sølvvinger svæve
i solens flammeskær
og danse og lege og leve
hos lysets fader kær.
 
Du skønne skyldfrie glæde
som skænktes jordens søn,
lad ingen – ingen græde,
land ingen sørge i løn!
Luk trættes øjenlåge,
o lad dem slumre i fred –
men vi skal danse og våge,
værn om vor munterhed!
 
Pigerne:
Vi gåe mod glædens alder
ved gode mødres hånd.
Drengene:
Did hvorhen kærlighed kalder
og knytter rosenbånd.
Pigerne:
Se, uskyldsenglen smiler,
vi ane vor fremtids glans.
Drengene:
O kommer! kommer! iler!
vi klappe op til dans.