Skønne pige,
hulde, elskelige,
tør jeg bringe dig en lille sang?
tør jeg røre
strengen for dit øre?
vil du gerne lytte til dens klang?
 
Vil du lytte?
klage uden nytte
skal ej sitre gennem harpens guld –
hjertet bæver
vel, men sangen hæver
sig fra rørte hjerte ren og fuld.
 
Rørte hjerte,
med din søde smerte –
med din bange fryd – o hjerte, sig:
tør du tale?
tør du dristigt male
hendes billed’ som er alt for mig?
 
Hendes billed’ –
o den dag som stilled’
dette himmelskønne ideal
for mit øje –
engel fra det høje,
vandrer du i jordens mørke dal.
 
Skønne, blide!
vårens liljer hvide,
sommerrosen kan ej ligne dig;
smal i midje,
rank som skovens vidje
svæver du ad markens blomstersti.
 
Som dit øje
stjernen i dit høje
smiler ikke blidt i natlig dans,
lasten bæver
når du blikket hæver,
sorgen flygter for dets muntre glans.
 
Glans som blænder –
jomfrukinden brænder,
blide toner hæve kyske bryst –
søde stemme!
lad, o! lad mig glemme
al min smerte, ånde salig lyst.
 
Hulde engel!
blomsten på sin stængel
ser dig venlig, bly og undselig.
Skønne! blide!
vårens liljer hvide,
sommerrosen kan ej ligne dig.
 
Strengen bæver –
hvi mon sukke hæver
så mit bryst ved harpens sidste klang,
skønne pige!
hulde! elskelige!
har du gerne lyttet til min sang?