Vi sad om aftenbordet
i kreds, og dyrked’ vort fag;
de venlige damer smilte
og herrerne uddanned’ sin smag.
 
Jeg tav som en sten på marken,
det giver mig størst respekt,
mens blomstergartnerens kunster
blev drøftede frit og kækt.
 
Man stredes om blomsternes skønhed
og regnede mange op,
enkelte, dobbelte, fyldte
og rosens drømmende knop.
 
Naturens værdige tolker
gjorde sig yderste flid,
også den ædle digter
gik tappert frem i den strid.
 
De søgte hel klart at vise
med grunde fra syd og nord,
at Gud har stedse været
den bedste gartner på jord.
 
Det var den unge Mathilde,
hun slog så det var en gru,
og priste de fyldte roser –
se så! Der stode de nu.
 
Og fire brændende kerter
belyste den hele plads
fra skinnende blanke lyrer,
hvorpå de stode for stads.
 
Men jeg, som alt dette skued’
og sad og uddanned’ min smag,
ved, at den enkelte rose
har vundet det hele slag.