Mathias, min unge taler,
fra de kolde vinterlunde,
fra de mørke vinterbøge,
Valløs søstre gæste ville.
Gamle Väinamöinens frænde,
Loughis gamle søn ham fulgte
til de vilde danseheste,
drukne folk med røde øjne.
Postens folk med skæve hatte,
brede fødder, lange hæle
slentrede på Ringsteds gader
her og der með onde fagter.
„Aldrig hentil Valløs jomfruer,
aldrig til de skønne søstre
køre vi den skalk fra byen,
stadens skalk með røde læber.“
Stak da op af kælderhalsen,
op af hulen under huset,
hestetyv de lange øren,
mælede et ord og sagde:
„Jeg vil køre dig til Vallø,
til de skønne klosterpiger,
til de unge Valløs jomfruer,
o, du skalk, med røde læber!
Giv mig nu din brune vadsæk
med de glatte søndagsklæder,
med de hvide højtidsflipper,
og de blanke nytårsstøvler.
Gak du siden ud på marken,
følg med kvæget, pas på stien,
sæt dig siden op på vognen,
unge taler! kør til Vallø.“
Gik han siden ud på marken,
fulgte kvæget, løb på stien;
Väinamöinens søn ham fulgte,
Loughis gamle søn fra lunden.
Steg da hastig op af grøften,
op af renden nær ved stien,
postens folk med skæve hatte,
brede fødder, lange hæle.
Hestetyv med lange øren
nærved møllen skimtes kunne,
tæt ved Zampos høje værksted
set og stedt i svarlig vånde.
Väinamöinens gamle frænde
så de onde tegn fremdrage,
så de fjendtligstemte magter,
højnede sin røst og sagde:
„Stakkels unge ven fra staden!
Broder af min kære broder,
hvorfor græder du, min taler!
O, du skalk, med røde læber!“
„Årsag har jeg nok til tårer,
mister nu min brune vadsæk
med de glatte søndagsklæder,
med de hvide højtidsflipper,
med de blanke nytårsstøvler
og med andre smukke sager,
som jeg ved at skulle glæde
skønne piger ud í Vallø;
jomfruklostrets unge søstre,
ranke børn som liljens stængel,
hvide såsom liljens blade,
røde som min unge læbe;
aldrig Valløs ranke jomfruer,
aldrig mine skønne søstre
skue’ få de tabte sager,
se min brune vadsæks indhold.“
Postens folk med skæve hatte,
brede fødder, lange hæle,
stode nu på stiens midte
mellem vadsæk, grøft og vandrer.
Satte sig min unge taler
ned på stenten, tæt ved vidjen,
ved den glade, ranke vidje,
glad og ung som Valløs piger.
Og han græd så tårer trilled’
ned på redelige brystet,
og fra brystet ned på livet
og fra livet ned på knæet
og fra knæet ned på foden
og fra foden ned på marken;
og så langs ad markens grøfter
ned til havets dybe bølger;
bittersalte tårer hede.