Husker du våren i al dens pragt,
søde Marie så giv da agt,
nu er det snart at den kommer.
Den bringer dig alle de blomster små,
svulmende knopper i græsset stå’,
og vogne til duftende blommer.
Små alfer sidde på blomsterblad,
og vugge sig muntert i solens bad
mens stænglen mod lyset stræber;
da kommer den liflige forårsvind
og køler min piges rosenkind
og kysser de yndige læber.
Og du, min egen pige for sand,
din herlige fader, den lange mand,
höjtidelig lovet det haver,
og siden det er nu en afgjort sag,
vil jeg nu på denne din fødselsdag
bringe dig prægtige gaver.
Så være da dine de blomster små,
som svulmende rundt på marken stå’,
sommerens yndige terner,
dertil den herlige himmelsøn,
den fulde måne, så underskøn
og ti af de største stjerner.
Går du om dagen i mark og eng,
så finder du redt din blomsterseng
i vårens duftende have;
går du i nattens stille fred,
så smile dig måne og stjerner ned,
din digters prægtige gave.
Lille Marie, min sødeste skat,
vel kunne den blinkende stjernenat
vinke din digter til graven;
vil du da stedse når du bliver stor,
frede din velige blomsterflor
og glædes ved digtergaven.