Dagens herre stolt og skøn
var mod syden dragen,
Flora sørged’ dybt i løn,
tavs og mørk svandt dagen;
lunden fryded’ ingen sang,
liden fugl i dvale,
natten ruged’ kold og lang
over Herthas dale.
Se, da stod en blomst så blid
mellem Danas høje;
rosen rød og liljen hvid
måe sig for den bøje.
Stille smiled’ liden stund
dagens stolte herre;
styred’ så mod Herthas lund
på den gyldne kærre.
Siden er den elskte sol
som har børn så mange
draget hen mod sydens pol
vel en tyve gange;
dog hvert år i samme stund
som først blomsten smiled’,
så den hen mod Herthas lund
og tilbage iled’.
Danarose! underskøn,
for din glans at skue,
stiger lysets unge søn
alt på højen bue.
Kraft og liv og lys i nord
ved dens blik sig vise,
derfor skal den halve jord
Danablomsten prise.
Danarose, hulde mø!
skønne Wilhelmine!
Nordens vide, vilde sø,
uhørt grænseline,
gamle Thules bølgestrand
langt fra Sjølund skilled’;
dog vi har vor første mand,
har dit kære billed’.
Samið árið 1831.
Tvö eiginhandarrit eru til, annað er varðveitt í Árnastofnun í handritasafni Konráðs Gíslasonar (KG 31 b I) og hitt er varðveitt á Landsbókasafni í handritasafni Jóns Sigurðssonar (JS 402 4to).
Frumprentun í: Rit eftir Jónas Hallgrímsson I (Ljóðmæli, smásögur og fleira). Rvík 1929. [Heildarútgáfa á verkum Jónasar í umsjón Matthíasar Þórðarsonar þjóðminjavarðar í 5 bindum sem kom út í Rvík á árunum 1929-37].