Det var sig engang en gammel mand,
han bar sine år með ære;
folkets fader så kaldtes han
og alle hans børn vare’ ham kære.
Den konge mindes :,: med kærlighed :,: af alle.
 
Ej altid han bar det sølverhår,
han var båren til riger og lande
med strålende øje i ungdoms vår,
med guldgule lok om pande.
Den konge mindes :,: med kærlighed :,: af alle.
 
Da jubled’ han selv ved sin fødselsfest
og svinged’ sig lystig i dansen,
hvad heller han tumled’ den vælige hest
og drømte om laurbærkransen.
Den konge mindes :,: med kærlighed :,: af alle.
 
Han blev prøvet som få i de alvors år,
når dagens byrde vi møde,
da bleged’ sorgen det guldgule hår,
hans hjerte det måtte bløde.
Den konge mindes :,: med kærlighed :,: af alle.
 
„Jeg kæmper for Gud og den gode sag,“
det ord måe vi højlig hædre;
thi signed’ folket hans fødselsdag –
nu hviler han blandt sine fædre.
Kong Frederik mindes :,: med kærlighed :,: af alle.
 
Og længe vi fejre hans fødselsstund
mens årene snelt henile.
Vor fader sover sin sidste blund,
blid være den trættes hvile!
Kong Frederik mindes :,: med kærlighed :,: af alle.